Den Danske Sonnenbergkreds


Forside

Internationales Haus Sonnenberg

Kurser og seminarer

Naturoplevelser på Sonnenberg

Bestyrelsen

Vedtægter

Medlemskab og samarbejdspartnere

Bladarkiv

Kontakt

counter

eXTReMe Tracker

Internationales Haus Sonnenberg


Kursusstedet i Harzen for unge, voksne og familier fra hele verden

På en eng i Harzens skove
Internationales Haus Sonnenberg, med flere kursus- og gæstebygninger, ligger i 700 meters højde på en skoveng i Harzen. Der er plads til 250 overnattende gæster i dobbelt eller enkeltværelser. Der er desuden mulighed for tolkebistand i de fleste europæiske sprog og moderne tolkeudstyr. Der er taget særligt hensyn til handicappede med let adgang for brugere af kørestole. Desuden er der tekniske hjælpemidler for hørehæmmede. For naturelskere er der gode muligheder for vandreture og skiløb i de omkringliggende skove.

På kursusstedet Internationales Haus Sonnenberg arrangeres der årligt såvel ungdoms- som voksenseminarer med mange forskellige temaer. De fleste seminarer har deltagere fra mange forskellige lande, men der er også stævner med deltagere fra f.eks. kun to lande. Desuden afholdes der seminarer med et bestemt fagligt indhold, der er fastlagt af de deltagende grupper.

Det overordnede mål for alle seminarer på Sonnenberg er at sikre menneskerettighederne, at arbejde for tolerance og mellemfolkelig forståelse, at nedbryde fordomme og at handle ansvarligt. På dette grundlag udarbejdes seminarer med temaer, som bl.a. omfatter demokrati, uddannelse, økonomi, medier og miljø. Temaer som skal bidrage til konstruktive diskussioner og som alle er samfundsrelevante.

Internationales Haus Sonnenbergs egne medarbejdere arrangerer årligt kurser, som man som gruppe eller enkeltperson kan tilmelde sig (se program) men står også til rådighed når du ønsker at arrangere et kursus, hvor du bruger faciliteterne på Sonnenberg, men ellers selv tilrettelægger programmet. Det er også muligt at bo på Sonnenberg uden at deltage i et kursus. Kunne du tænke dig at deltage i eller arrangere en konference på Sonnenberg, kan du således i øjeblikket benytte dig af tre forskellige muligheder:

  1. Program
    Her tilmelder du dig og evt. også andre, enkeltpersoner eller f.eks. en skoleklasse til en konference og al undervisning og praktisk arbejde bliver gennemført og lavet af medarbejdere på Sonnenberg. Dette vil man måske også kalde "den traditionelle måde". Til denne form for konferencer er der ofte tilskud fra EU, Bundeszentrale für politische Bildung osv.

  2. Kooperation
    Her laver du i samarbejde med medarbejdere på Sonnenberg en konference. Du kan f.eks. selv være med til at bestemme, hvem de øvrige deltagere er, og hvordan programmet skrues sammen. Samtidig kan du få hjælp til program, til at søge midler, til undervisningsenheder, gode oplægsholdere mv.

  3. Gæst
    Her står du selv for alt som har med konferencens indhold at gøre. Praktiske ting får du hjælp til. Priserne gælder også, hvis du f.eks. udelukkende vil bruge Internationales Haus Sonnenberg til overnatning, og de er som følger: (se prisliste).

For fred og forståelse
Sonnenbergkredsens arbejde tjener udelukkende kulturelle formål. Som en politisk uafhængig institution er sammenslutningen af kredsene med til at fremme forståelsen nationerne imellem. Sonnenbergs historie går tilbage til 1949, hvor danske og tyske deltagere mødtes på Sonnenberg - på en lejrskole - et par kilometer fra det nuværende Sonnenberg. Deltagerne mødtes for at bearbejde erfaringerne fra Anden Verdenskrig og ud fra disse erfaringer starte et samarbejde mellem danske og tyske skolefolk.


Medlemmer i hele verden
Sonnenberg er derfor ikke kun et kursussted, men også en medlemsorganisation. Der er knap 1700 medlemmer af Sonnenbergkredsen alene i Tyskland, men udover Tyskland er der medlemskredse i Danmark, Belgien, Bulgarien, Finland, Sverige, Norge, Frankrig, Grækenland, Holland, Israel, Italien, Luxemburg, Malta, Polen, Rusland, Storbritanien, Tjekkiet, Ungarn, USA, Østrig, Kroatien, Letland, Rumænien og Schweiz.

De udenlandske sonnenbergkredse støtter Sonnenbergs målsætning ved at sende deltagere og medarbejdere til stævner og ved at afholde stævner i egne lande. De nationale kredse er sammensluttet i "The International Sonnenberg Association" (ISA).